En rutebyggers tanker fra DM

Boulder DM for seniorer 2013 er nu veloverstået og jeg kan nu sidde tilbage og se på hvad det egentlig var der skete og hvad jeg har lært. Der er allerede skrevet lange beretninger om eventet og lagt billeder op og i det store og hele får det store rosende ord med på vejen, hvorfor jeg sidder og føler mig, sikkert velfortjent, en smule stolt over at have bidraget med så vigtig en del som det er at sætte ruterne til et sådant. Derfor vil jeg ikke reflektere over eventet som helhed men koncentrere mig om det jeg var en del af.

Thibaut og undertegnede står og funderer over en sekvens som ikke virker.

Jeg havde fået den ære at det er at få mulighed for at sætte ruter i samarbejde med en professionel rutesetter der har sat til bla. Worldcups. Thibaut le Scour fra Paris er ud over at være dygtig til det han lever af, samtidig en fantastisk sympatisk fyr. Fra søndag til søndag havde jeg ham stort set på tomandshånd i alle de 75 timer jeg fik tilbragt i hallen fra vi strippede de gamle ruter af væggene til DM var overstået. Vi var ud over Thibaut og jeg, også Jonathan Rheinländer og Martin Sørensen som alle ydede en stor indsats for at nå at få nogle spektakulære og velskruede boulderproblemer på plads.

Inden DM havde jeg primært skruet problemer på daglig træningsbasis i de klubber jeg nu har tilbragt min tid i gennem det seneste år, NKK, Nykøbing Falster og Aalborg Klatreklub. Og desuden til de månedlige total-boulders vi har haft i NKK. Og jeg vil mene at jeg efterhånden er en rimelig habil rutesætter. Men det er noget andet at skulle sætte ruter til danmarks stærkeste konkurrence klatrere. Den uge vi brugte på at forberede DM blev som en privat byggeworkshop hvor min boulderproblem-forståelse og evner konstant blev udfordret. Og jeg fik hele tiden bygget oven på det jeg kunne, samtidig med at jeg stoler mere på mine evner nu end før. Som rutebygger er der jo altid frygten for, at det man har skruet slet ikke hænger sammen eller at ens tænkte beta totalt kan omgås, eller at man har skruet for hårdt eller for let i forhold til det intenderede. Thibaut byggede også til Banana Open i år men det er som bekendt noget andet at bygge til en boulderkonkurrence og deltagerne er ikke sikkert de samme og hvis man ikke kender feltet på forhånd kan det være svært at fastsætte et præcist niveau på ens problemer på forhånd. Derfor lå der et vist pres på mig, idet jeg kendte godt over halvdelen af feltet til dette års DM, så at vi ramte en passende sværhedsgrad på problemerne. Men den uge lærte mig at stole mere på min dømmekraft i den henseende. Nogle af de problemer som folk efterfølgende har dømt for hårde eller for lette var også nogle af dem jeg tvivlede på ville passe. Men ud over bare sværhedsgrader er jeg blevet opmærksom på alle de andre aspekter der skal til for at sætte en god konkurrence. Det visuelle, showet, publikum, stilarter, greb og hældninger, dommerne, bevægelser, zoner og toppe og desuden samarbejdet i byggeteamet skal alt sammen gå op i en højere enhed for at resultatet bliver i top.

Der testklatres

Martin testklatrer kval 6

Folk virkede generelt ret glade for kvalifikationsproblemerne om lørdagen, hvorfor der var høje forventninger inden semifinalen søndag morgen. Vi brugte lørdag aften og mødte ind igen tidligt søndag morgen for at justere de sidste detaljer til. Trods ihærdige forsøg og Thibauts formaninger om at en semifinale skal være hård, ramte vi alligevel en tand for tungt på herre siden, men lidt for let på damesiden. Specielt herrernes semi #1 på slopere og en høj fod var lidt for bisset at starte ud med, og det samme galt toppen på deres semi #4 efter dynoen. Der blev derfor set for lidt toppe hos herrerne og det kan ikke have været topmotiverende som klatrer at der blev uddelt flade i den grad. Damerne var det vanskeligt at skrue til da spredningen på deltagernes evner var så stor og enkelte problemer gav for lidt udfordring for toppen af feltet. Men det gik og vi fik seedet folk. Finalerne mener jeg til gengæld sad ret godt. Trods nogle hårde problemer på begge sider satte Claus Vedel stabilt alle tre toppe, så hvad mere kan man forlange, og hos damerne kunne Stine Østergaard lige så godt have haft top nr. 2. foruden top nr. 3. Jeg er personligt stolt over at have sat begge de afsluttende problemer for begge køn, som virkelig gav et show for tilskuerne, den grå pacman for herrerne og den lyserøde dyno hos damerne.

Det var alt i alt en fantastisk oplevelse at kunne være med til at levere en så fed konkurrence som dette års DM blev og jeg er blevet klar på mere.

Vi byggede flere problemer som aldrig blev brugt. 6 problemr tror jeg vi fik kasseret. Denne skulle have været kvalifikation nr. 12, men var svær at tilpasse til både kvinder og mænd.

Bohus boulders

Den forgangne uge har stået på trad og boulder i Bohuslän området nord for Göteborg. Trad fordi det nok ville være sidste mulighed inden det bliver for koldt for pøllerne at hænge så længe på klippen og sætte gear. Fik onsightet to stk 6-, så det er jeg godt tilfreds med. Men vigtigst var at jeg fik mulighed for at se boulderområderne Häller og Vätteberget (i Fjällbacka). Begge to små områder men med høj kvalitet af problemerne. På Häller stod Söknadsfristen 7C+ ud som en perle, som jeg dog ikke fik sat men som jeg helt sikkert skal tilbage til. En slopet teknisk travers der kræver über gode friktionsforhold. Desude Z-Sprickan, en ca 7 meter høj satan der står til 7C, men hvis man lige har øvet jams, nok i virkeligheden ikke er mere end 7A/+, men som man gladeligt lige smider en cam i toppen af, just in case.

Sune Buur på den 19 bevægelsers lange Rekmacken 7A på Vätteberget

På Vätteberget i Fjällebacka er der en enkelt væg med stejle tunge problemer som trods det begrænsede antal problemer klart er et besøg værd hvis man savner lange overhængende granitproblemer. Jeg fik prøvet kræfter med væggens flotteste rute Räkcocktail 7C+ som jeg hurtigt fik lavet alle bevægelserne på og næsten fik sat sammen, men pumpede ud på da der lige er 18 flyt fra bund til top. Så endnu en der skal tilbage og arbejdes på. Væggen byder også på lidt lettere ting men hvis man skal have det fulde udbytte skal man kunne lege med på minimum 7B'ere og gerne 7C'ere. Lange problemer plejer jeg ikke at være synderligt glad for da udholdenhed ikke er min stærke side, men timerne i reb de seneste måneder har givet mig lidt ekstra overskud der godt kunne mærkes.

Fredag nåede jeg også lig et smut til Kjuge sammen med Ditte og Paw. Paw ville arbejde lidt på Lithium low og i mangel af andet at lave forsøgte jeg mig med direct udtopningen som gik ret hurtigt ned. Så fik jeg blod på tanden og fik sat lithium-starten i 2. go men faldt desværre nogle bevægelser inde i direct udtopningen og havde ikke hud til flere forsøg. Endnu en i rækken af lige-ved-og-næsten problemer desværre. Men denne virker som om den er meget mulig for mig og vil nok blive mit hoved projekt over vinteren.

Nu går der lige nogle uger før jeg kan komme på klippe igen da hele den kommende uge og weekend står på forberedelse DM i bouldering. Vi starter med at sætte problemer fra imorgen og ugen ud. Vi har fået nogle nye lækre grebserier hjem og en hel spand makroer fra AIX, som jeg glæder mig til at få sat op.

Magic sommer 2013

Mikkel fik stykket lidt video sammen fra vores tur til Magic Wood i sommer

AaKK blitztur til Bleau og update

Det her klatreår for mig har indtil videre været en noget rodet omgang. Hele foråret havde jeg et semester på Nykøbing Falster sygehus og derfor trænede jeg i NFK noget af tiden, men med jævnlig pendlen til Kbh var det svært at planlægge et ordentligt træningsforløb. Det lykkedes mig dog at få trænet op til 2 uger i Magicx Wood i starten af juli. Min plan var da at få endnu en 8A'er i posen og jeg havde nogle rigtig gode skud på Octopussy. Det lykkedes mig at toppe den begyndende efter det første hånd og fodflyt. Så det var virkelig tæt på, men det må blive en anden gang. Resten af min sommer har overraskende nok mest gået med at klatre traditionelt specielt i Norge. Sammen med Ditte har jeg desuden været klatre stunt double på en kortfilm filmet i nordnorge. Siden starten af september og frem til januar skal jeg være bosat i Aalborg da jeg holder studiefri for at sidde med noget forskning i hjertemedicin. Derfor har min daglige træning været henlagt til Aalborg Klatreklub og er derfor noget uregelmæssig af samme grund som i Nykøbing. Der går en del dage med pendling til kbh. Det gør at jeg ikke føler mig specielt stærk for tiden. Det skulle dog ikke afholde mig fra at tage en smuttur til Bleau forrige weekend med mine nye træningsbuddies, Martin, Rasmus og Oliver, fra AaKK. Vi fik ikke sendt nogoet hårdt da det var overraskende varmt. Op til 25 grader. Jeg har ikke prøvet at klatre i Bleau i de temperaturer før, men det gør virkelig en forskel. Man skal klemme meget hårdere for at holde fast i noget, der føles lige så fedtet som en nybagt chokolade croissant.

En del af mit fokus har i år ligget i at blive bedre til at bygge boulderproblemer. Jeg har fået bygget en del i NKK bla. til vores månedlige hyggeboulderer, og i NFK fik jeg lov at bygge hele deres hal om som jeg ville. Jeg skal i den kommende uge hjælpe med til at bygge til AaKK hyggeboulder. Men det største bliver nok at jeg skal bygge til DM som afholdes i NKK i slutningen af måneden. Jeg synes selv jeg er ved at være rimelig habil når det gælder de mindre konkurrencer, men det bliver en udfordring at skulle sætte problemer til så stor en konkurrence. Jeg er ikke hovedansvarlig for kvaliteten idet vi har hevet en rutebygger ind fra Frankring, men da han ikke er så bekendt med det danske niveau i boulder bliver det nok mit ansvar at sørge for at de rammer en tilpas sværhed. Jeg skal desuden bygge sammen med Jonathan og Martin fra NKK. Jeg håber at få lært en del som jeg kan tage med mig til at bygge til flere konkurrer.

Jeg håber desuden mit efterår komme til at indeholde en del turer til Västervik hvord er er en del forskelligt jeg gerne vil prøve kræfter emd, og jeg skal se om jeg kan få smidt flere turhistorier og billeder op. Men nu må vi se.

Martin Dahlbom sætter Sylphide 7A, lige til venstre for Rainbow Rocket

Rasmus Bak på samme dyno

Oliver Sahl-Madsen fik også sat Sylphide

AaKK badboys

Dagens sidste kræfter fyret af på Mister Dynamite 7B

Forsinkede skud fra Albarracin

I januar var jeg 2 uger i Albaracin i Spanien, hvilket jeg ikke fik skrevet noget om herinde eller lagt nogle billeder op fra. Det var en super fed tur, trods at vejret ikke altid var lige godt, da der var en del dage med sne og kulde. Og trods det at jeg ikke fik lukket det jeg gerne ville. Fik prøvet på nogle 8'ere som var ganske tæt på at lykkes, men jeg manglede lige det sidste *hmpf* for at de gik i posen. Albarracin er en fed destination til nogle få ture, men der er lidt langt mellem de rigtig fede problemer til at jeg tror det bliver en fast del af mit destinationsrepertoire.. Jeg fik ikke taget så mange billeder men her er lige nogle enkelte skud fra turen.

Benjamin Mokry varmer crimpfingrene op

Thomas Blaabjerg på Manuschakra 7c

Jack Broch på Danian 7c+

Henrik Niedermeier

Jack tommel-crimper sig vej op af et 7b+ slab

Sne over Albarracin

Spor efter gammelt, klar til nyt

Taget i NKK et rydet og dermed klar til endnu en omgang af vores månedlige hyggeboulder, d.  17.april. Antydningen af de gamle greb står spøgelsesagtigt frem grundet sporene af gummi rundt om, og vidner om den aktivitet der har været i hellen siden åbningen.

Første skridt ind i 7'er land

Ditte lukker Fina Areten på Kjuge, hendes første 7A

The local crag

Søndag gik turen atter til vores alles lokale crag Kjuge da yr.no havde lovet bragende godt vejr. Det plejer som regel at holde stik hvad de lover. Men denne dag blev den skyfri himmel erstatter af sporadiske haglbyger og en bidende vind og jeg havde selvfølgelig kun min fiber jakke og ikke min dunrustning på. Det lagde lidt en dæmper på dagen da vi gik og frøs, men det blev alligevel en bemærkelsesværdig dag. Jeg havde til udsigt at få sat Forza ss sammen. Jeg havde forinden på en kort session i påsken fået kørt siddestarts bevægelserne ind og de virkede ret lette, men så koksede det også. Jeg kunne simpelthen ikke lave dynoen igen, som ellers var min første 7c tilbage i 2010. Mine fødder blev ved med at poppe af med nogle dårlige fald til følge og jeg psykede til sidst helt ud på den. Hvad sker der. En dyno der sætter mig til vægs. Lidt af et nederlag. Prøvede også på imperator som også smed mig af. Jeg prøvede flere betaer og jeg synes den virker hård for en 7b+.
Til gengæld prøvede jeg på siddesterten til Sonic og fik, rimelig let, lavet alle bevægelserne indtil det sidste crux flyt indtil man havner i ståstarten. Så den skal helt sikkert have nogle flere forsøg en anden gang. Det bliver hårdt at linke og virker som over mit niveau men jeg tror jeg kan lære meget af det og hvad jeg kan. Kan mærke at jeg er blevet stærkere end jeg havde regnet med på det seneste.
Jeg havde også K.O. ss i kiggerten men skulle først lige have sat ståstarten som jeg er blevet smidt af flere gange før, mest fordi den gør så satans nas at holde i. Men denne dag gik den hurtigt og let ned. Jeg fik også hurtigt låst op for siddestartsbevægelserne men da det var sidst på dagen var jeg for træt og kold til at få det sat sammen. SÅ mon ikke det bliver det primære projekt for næste tur.

Det store højdepunkt på dagen var Dittes kamp med Fina Areten som hun prøvede på første gang i efteråret. Hun har trænet struktureret over en lang periode og det bar denne dag frugt. Hun fik bevægelse for bevægelse betaen ind i kroppen og det lykkedes hende, med måske lige lovligt meget pacing og pres fra min side, endelig sat den, lige før hun var parat til at give op. Det var en super sej præstation. Det var en hendes første 7a og jeg er sikker på der kommer flere af slagsen fremover. Jeg blev selv helt psyked af at se hende kæmpe så hårdt for det og endelig komme til tops. Hun har aldrig prøvet at projekte et problem før så der var også et vist mentalt element i at hun skulle blive ved og holde fokus til det sidste.
Ved at klatre med hende og andre er det, den senere tid,  gået op for mig hvor fokuseret jeg egentlig selv bliver når jeg har et projekt for øje. Lidt skræmmende egentlig. Jeg tror det er noget der skal læres og opøves hvis man vil op og klatre rigtig hårdt, og for nogen falder det sikkert mere naturligt at blive ved med at finde det indre drive frem selv når der ikke lige er fremskridt. Men jeg tror også at det er der mange bliver sat af i deres klatring fordi det hurtigt kan blive monotont og utrilfredstillende når man ikke lige sender med det samme.

Påske i Västervik - spis lige banan til

Undertegnede på Goofhead Variant 8A, Marstrand, Västervik 

Jeg er næsten lige vendt hjem fra en lille uge med bouldering i Västervik område sammen med Ditte. Vejrudsigten havde lovet koldt og solrigt alle dage og dermed god friktion i vente. Desværre havde vinterens sne ikke helt sluppet sit tag i den del af sverige og mange steder lå der stadig et tykt dække over både jorden og mange af stenene hvilket gjorde en del problemer umulige at komme til at klatre på. Men alligevel det var der også meget der enten havde ligget længe nok i solen til at være blevet snefrie eller var muligt at børste rene og solen skinnede lystigt som lovet.
Trods mange gode intententioner over de senere år var dette mit første besøg i Västervik og mine forventninger var skruet godt op efter mangen en ivrig beretning og fede billeder fra stenene fra bla. OPC drengene, og selvom vi blev mødt af de lidt  besværlige sneforhold blev jeg ikke skuffet. For mit vedkommende blev det til 5 dages klatring i træk, og jeg fik prøvet nogle super fede problemer. Västervik har en ulempe i at man skal køre en del rundt mellem enkelte sten for at finde sine projekter og det går der en del tid med. Det er ikke ligesom ex. Kjuge hvor du får alt serveret inden for en kvadratkilometer. Men det har også sin charme at der bare ligger de her enkelte perler alene i en skov eller på en bakketop og de problemer der indtil videre at sat op i området er af virkelig høj kvalitet. Specielt hvis du klatrer 7A og op får du fuld valuta for pengene. Hvis du er 6. grads klatrer er der lidt længere mellem snapsene, men du vil stadig kunne få en del ud af tage der op. Ditte var desværre uheldig, allerede på 1. dagen at forstuve sin tommelfinger da hun spottede mig og jeg faldt på den. Det tog nogle dage før hun turde gå på klippen men fingeren kom sig nok til at hun fik lukket 2 6c'erer hvilket er hendes sværeste boulders til dato.
Mit high point på turen var da jeg fik lukket både Goofhead og Goofhead variant i Marstrand området, begge sat til 8a. Måske i den softe ende, men hva fanden man skal jo starte et sted. Nice var det i hvertfald. De deler samme start hvor der bla indgår en skæv semi-frontlever for at få sin venstre fod op i en hæl-tå-cam som efterfølgende holder det meste af ens vægt mens man flytter hænderne rundt. Jeg fik også prøvet lidt andre 8.grads som virker tilgængelige bla. Delirium ss og The Office ss, og lidt andet godt. Så jeg har masser af projekter at vende tilbage til.
Det mest af tiden boede vi i hytte med Jens Wilhelm, Jacob Stærk og Alex Madrid som blev der oppe indtil idag. De har haft mega lækkert vejr alle dage og fået lukket nice probs bla. Alex der også fik lukket Goofhead. Jacob har lige lagt denne video op fra turen. Lækkert edit, lækker klatring, lækker filipiño og lækker mand med lækker banan. Jeg smider nok lidt billeder op en af dagen.

At se frem til... og G-strings

Jeg sidder igen igen med eksamen op over begge ører og synes af den grund at livet er lidt af en klump brunt man er tvunget til at smage lidt på hver dag. Men vel vidende at jeg ligger inde med en billet der sender mig til Albarracin fra den 13.-25., så er tingene alligevel udholdelige. Jeg glæder mig helt ufatteligt til læseriet er overstået og jeg bare koncentrere mig om at klatre i nogle uger. Ud over 3 enkelte dagsture til Kjuge, og 3 dages bouldering i norge i sommer, har jeg ikke været på bouldertur siden jeg var i Bleau i april sidste år. Jeg har abstinenser og er trængende.

Men men. Trods læsningen har jeg alligevel fået presset en, omend noget mere ustruktureret end sædvanligt, træningsplan ind i hverdagen. Jeg har lavet de sædvanlige træningspas skiftende mellem hangboard, campus, hårde boulder problemer og mængde træning. Dog var jeg i midten af december så uheldig at få en fibersprængning i min venstre underarm, i musklerne til ringe-, og lillefinger, som satte mig en del tilbage. Men har nu forsigtigt fået trænet den op igen, og hvis jeg bare taper de to fingrer sammen er jeg klatrende igen. Ikke optimalt men det går.

http://sicgrips.com/HOME.html

Desuden har jeg fået tilføjet til mit hjemmeset disse to babies, G-strings/sicgrips (se billede og link). Der var een der henviste til dem på NKK's hjmmeside for noget tid siden, så jeg tænkte at der var sgu et ordentligt julagave ønske. Efter nu snart 2 ugers brug kan jeg se at det er en klar opgradering af sagerne og min hjemmetræning giver mig meget mere end før. Det er svært at beskrive deres store potentiale i grebsvarianter i få ord her, men hop ind på hjemmesiden og læs mere om dem. Jeg kan kun sige at indtilvidere er jeg rigtig glad for dem. Sammenlignet med et almindeligt hangboard kræver disse at man spænder meget mere op i core'en og skuldrene for at stabilisere sig og de kan justeres til lige den grebhældning man ønsker sig. Jeg har hangboardet en del på det seneste, men efter første dag på dem her var min mave og ryg alligevel helt ristede som aldrig før, på trods af at jeg forsøgte at efterligne mine sædvanlige hangboard øvelser. Og hvis du er snedig nok kan du hænge dem op så du også kan hænge i dem i kompres og gaston. Køb dem sige jeg bare.