Søndag gik turen atter til vores alles lokale crag Kjuge da yr.no havde lovet bragende godt vejr. Det plejer som regel at holde stik hvad de lover. Men denne dag blev den skyfri himmel erstatter af sporadiske haglbyger og en bidende vind og jeg havde selvfølgelig kun min fiber jakke og ikke min dunrustning på. Det lagde lidt en dæmper på dagen da vi gik og frøs, men det blev alligevel en bemærkelsesværdig dag. Jeg havde til udsigt at få sat Forza ss sammen. Jeg havde forinden på en kort session i påsken fået kørt siddestarts bevægelserne ind og de virkede ret lette, men så koksede det også. Jeg kunne simpelthen ikke lave dynoen igen, som ellers var min første 7c tilbage i 2010. Mine fødder blev ved med at poppe af med nogle dårlige fald til følge og jeg psykede til sidst helt ud på den. Hvad sker der. En dyno der sætter mig til vægs. Lidt af et nederlag. Prøvede også på imperator som også smed mig af. Jeg prøvede flere betaer og jeg synes den virker hård for en 7b+.
Til gengæld prøvede jeg på siddesterten til Sonic og fik, rimelig let, lavet alle bevægelserne indtil det sidste crux flyt indtil man havner i ståstarten. Så den skal helt sikkert have nogle flere forsøg en anden gang. Det bliver hårdt at linke og virker som over mit niveau men jeg tror jeg kan lære meget af det og hvad jeg kan. Kan mærke at jeg er blevet stærkere end jeg havde regnet med på det seneste.
Jeg havde også K.O. ss i kiggerten men skulle først lige have sat ståstarten som jeg er blevet smidt af flere gange før, mest fordi den gør så satans nas at holde i. Men denne dag gik den hurtigt og let ned. Jeg fik også hurtigt låst op for siddestartsbevægelserne men da det var sidst på dagen var jeg for træt og kold til at få det sat sammen. SÅ mon ikke det bliver det primære projekt for næste tur.
Det store højdepunkt på dagen var Dittes kamp med Fina Areten som hun prøvede på første gang i efteråret. Hun har trænet struktureret over en lang periode og det bar denne dag frugt. Hun fik bevægelse for bevægelse betaen ind i kroppen og det lykkedes hende, med måske lige lovligt meget pacing og pres fra min side, endelig sat den, lige før hun var parat til at give op. Det var en super sej præstation. Det var en hendes første 7a og jeg er sikker på der kommer flere af slagsen fremover. Jeg blev selv helt psyked af at se hende kæmpe så hårdt for det og endelig komme til tops. Hun har aldrig prøvet at projekte et problem før så der var også et vist mentalt element i at hun skulle blive ved og holde fokus til det sidste.
Ved at klatre med hende og andre er det, den senere tid, gået op for mig hvor fokuseret jeg egentlig selv bliver når jeg har et projekt for øje. Lidt skræmmende egentlig. Jeg tror det er noget der skal læres og opøves hvis man vil op og klatre rigtig hårdt, og for nogen falder det sikkert mere naturligt at blive ved med at finde det indre drive frem selv når der ikke lige er fremskridt. Men jeg tror også at det er der mange bliver sat af i deres klatring fordi det hurtigt kan blive monotont og utrilfredstillende når man ikke lige sender med det samme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar