Forsinkede skud fra Albarracin

I januar var jeg 2 uger i Albaracin i Spanien, hvilket jeg ikke fik skrevet noget om herinde eller lagt nogle billeder op fra. Det var en super fed tur, trods at vejret ikke altid var lige godt, da der var en del dage med sne og kulde. Og trods det at jeg ikke fik lukket det jeg gerne ville. Fik prøvet på nogle 8'ere som var ganske tæt på at lykkes, men jeg manglede lige det sidste *hmpf* for at de gik i posen. Albarracin er en fed destination til nogle få ture, men der er lidt langt mellem de rigtig fede problemer til at jeg tror det bliver en fast del af mit destinationsrepertoire.. Jeg fik ikke taget så mange billeder men her er lige nogle enkelte skud fra turen.

Benjamin Mokry varmer crimpfingrene op

Thomas Blaabjerg på Manuschakra 7c

Jack Broch på Danian 7c+

Henrik Niedermeier

Jack tommel-crimper sig vej op af et 7b+ slab

Sne over Albarracin

Spor efter gammelt, klar til nyt

Taget i NKK et rydet og dermed klar til endnu en omgang af vores månedlige hyggeboulder, d.  17.april. Antydningen af de gamle greb står spøgelsesagtigt frem grundet sporene af gummi rundt om, og vidner om den aktivitet der har været i hellen siden åbningen.

Første skridt ind i 7'er land

Ditte lukker Fina Areten på Kjuge, hendes første 7A

The local crag

Søndag gik turen atter til vores alles lokale crag Kjuge da yr.no havde lovet bragende godt vejr. Det plejer som regel at holde stik hvad de lover. Men denne dag blev den skyfri himmel erstatter af sporadiske haglbyger og en bidende vind og jeg havde selvfølgelig kun min fiber jakke og ikke min dunrustning på. Det lagde lidt en dæmper på dagen da vi gik og frøs, men det blev alligevel en bemærkelsesværdig dag. Jeg havde til udsigt at få sat Forza ss sammen. Jeg havde forinden på en kort session i påsken fået kørt siddestarts bevægelserne ind og de virkede ret lette, men så koksede det også. Jeg kunne simpelthen ikke lave dynoen igen, som ellers var min første 7c tilbage i 2010. Mine fødder blev ved med at poppe af med nogle dårlige fald til følge og jeg psykede til sidst helt ud på den. Hvad sker der. En dyno der sætter mig til vægs. Lidt af et nederlag. Prøvede også på imperator som også smed mig af. Jeg prøvede flere betaer og jeg synes den virker hård for en 7b+.
Til gengæld prøvede jeg på siddesterten til Sonic og fik, rimelig let, lavet alle bevægelserne indtil det sidste crux flyt indtil man havner i ståstarten. Så den skal helt sikkert have nogle flere forsøg en anden gang. Det bliver hårdt at linke og virker som over mit niveau men jeg tror jeg kan lære meget af det og hvad jeg kan. Kan mærke at jeg er blevet stærkere end jeg havde regnet med på det seneste.
Jeg havde også K.O. ss i kiggerten men skulle først lige have sat ståstarten som jeg er blevet smidt af flere gange før, mest fordi den gør så satans nas at holde i. Men denne dag gik den hurtigt og let ned. Jeg fik også hurtigt låst op for siddestartsbevægelserne men da det var sidst på dagen var jeg for træt og kold til at få det sat sammen. SÅ mon ikke det bliver det primære projekt for næste tur.

Det store højdepunkt på dagen var Dittes kamp med Fina Areten som hun prøvede på første gang i efteråret. Hun har trænet struktureret over en lang periode og det bar denne dag frugt. Hun fik bevægelse for bevægelse betaen ind i kroppen og det lykkedes hende, med måske lige lovligt meget pacing og pres fra min side, endelig sat den, lige før hun var parat til at give op. Det var en super sej præstation. Det var en hendes første 7a og jeg er sikker på der kommer flere af slagsen fremover. Jeg blev selv helt psyked af at se hende kæmpe så hårdt for det og endelig komme til tops. Hun har aldrig prøvet at projekte et problem før så der var også et vist mentalt element i at hun skulle blive ved og holde fokus til det sidste.
Ved at klatre med hende og andre er det, den senere tid,  gået op for mig hvor fokuseret jeg egentlig selv bliver når jeg har et projekt for øje. Lidt skræmmende egentlig. Jeg tror det er noget der skal læres og opøves hvis man vil op og klatre rigtig hårdt, og for nogen falder det sikkert mere naturligt at blive ved med at finde det indre drive frem selv når der ikke lige er fremskridt. Men jeg tror også at det er der mange bliver sat af i deres klatring fordi det hurtigt kan blive monotont og utrilfredstillende når man ikke lige sender med det samme.

Påske i Västervik - spis lige banan til

Undertegnede på Goofhead Variant 8A, Marstrand, Västervik 

Jeg er næsten lige vendt hjem fra en lille uge med bouldering i Västervik område sammen med Ditte. Vejrudsigten havde lovet koldt og solrigt alle dage og dermed god friktion i vente. Desværre havde vinterens sne ikke helt sluppet sit tag i den del af sverige og mange steder lå der stadig et tykt dække over både jorden og mange af stenene hvilket gjorde en del problemer umulige at komme til at klatre på. Men alligevel det var der også meget der enten havde ligget længe nok i solen til at være blevet snefrie eller var muligt at børste rene og solen skinnede lystigt som lovet.
Trods mange gode intententioner over de senere år var dette mit første besøg i Västervik og mine forventninger var skruet godt op efter mangen en ivrig beretning og fede billeder fra stenene fra bla. OPC drengene, og selvom vi blev mødt af de lidt  besværlige sneforhold blev jeg ikke skuffet. For mit vedkommende blev det til 5 dages klatring i træk, og jeg fik prøvet nogle super fede problemer. Västervik har en ulempe i at man skal køre en del rundt mellem enkelte sten for at finde sine projekter og det går der en del tid med. Det er ikke ligesom ex. Kjuge hvor du får alt serveret inden for en kvadratkilometer. Men det har også sin charme at der bare ligger de her enkelte perler alene i en skov eller på en bakketop og de problemer der indtil videre at sat op i området er af virkelig høj kvalitet. Specielt hvis du klatrer 7A og op får du fuld valuta for pengene. Hvis du er 6. grads klatrer er der lidt længere mellem snapsene, men du vil stadig kunne få en del ud af tage der op. Ditte var desværre uheldig, allerede på 1. dagen at forstuve sin tommelfinger da hun spottede mig og jeg faldt på den. Det tog nogle dage før hun turde gå på klippen men fingeren kom sig nok til at hun fik lukket 2 6c'erer hvilket er hendes sværeste boulders til dato.
Mit high point på turen var da jeg fik lukket både Goofhead og Goofhead variant i Marstrand området, begge sat til 8a. Måske i den softe ende, men hva fanden man skal jo starte et sted. Nice var det i hvertfald. De deler samme start hvor der bla indgår en skæv semi-frontlever for at få sin venstre fod op i en hæl-tå-cam som efterfølgende holder det meste af ens vægt mens man flytter hænderne rundt. Jeg fik også prøvet lidt andre 8.grads som virker tilgængelige bla. Delirium ss og The Office ss, og lidt andet godt. Så jeg har masser af projekter at vende tilbage til.
Det mest af tiden boede vi i hytte med Jens Wilhelm, Jacob Stærk og Alex Madrid som blev der oppe indtil idag. De har haft mega lækkert vejr alle dage og fået lukket nice probs bla. Alex der også fik lukket Goofhead. Jacob har lige lagt denne video op fra turen. Lækkert edit, lækker klatring, lækker filipiño og lækker mand med lækker banan. Jeg smider nok lidt billeder op en af dagen.

At se frem til... og G-strings

Jeg sidder igen igen med eksamen op over begge ører og synes af den grund at livet er lidt af en klump brunt man er tvunget til at smage lidt på hver dag. Men vel vidende at jeg ligger inde med en billet der sender mig til Albarracin fra den 13.-25., så er tingene alligevel udholdelige. Jeg glæder mig helt ufatteligt til læseriet er overstået og jeg bare koncentrere mig om at klatre i nogle uger. Ud over 3 enkelte dagsture til Kjuge, og 3 dages bouldering i norge i sommer, har jeg ikke været på bouldertur siden jeg var i Bleau i april sidste år. Jeg har abstinenser og er trængende.

Men men. Trods læsningen har jeg alligevel fået presset en, omend noget mere ustruktureret end sædvanligt, træningsplan ind i hverdagen. Jeg har lavet de sædvanlige træningspas skiftende mellem hangboard, campus, hårde boulder problemer og mængde træning. Dog var jeg i midten af december så uheldig at få en fibersprængning i min venstre underarm, i musklerne til ringe-, og lillefinger, som satte mig en del tilbage. Men har nu forsigtigt fået trænet den op igen, og hvis jeg bare taper de to fingrer sammen er jeg klatrende igen. Ikke optimalt men det går.

http://sicgrips.com/HOME.html

Desuden har jeg fået tilføjet til mit hjemmeset disse to babies, G-strings/sicgrips (se billede og link). Der var een der henviste til dem på NKK's hjmmeside for noget tid siden, så jeg tænkte at der var sgu et ordentligt julagave ønske. Efter nu snart 2 ugers brug kan jeg se at det er en klar opgradering af sagerne og min hjemmetræning giver mig meget mere end før. Det er svært at beskrive deres store potentiale i grebsvarianter i få ord her, men hop ind på hjemmesiden og læs mere om dem. Jeg kan kun sige at indtilvidere er jeg rigtig glad for dem. Sammenlignet med et almindeligt hangboard kræver disse at man spænder meget mere op i core'en og skuldrene for at stabilisere sig og de kan justeres til lige den grebhældning man ønsker sig. Jeg har hangboardet en del på det seneste, men efter første dag på dem her var min mave og ryg alligevel helt ristede som aldrig før, på trods af at jeg forsøgte at efterligne mine sædvanlige hangboard øvelser. Og hvis du er snedig nok kan du hænge dem op så du også kan hænge i dem i kompres og gaston. Køb dem sige jeg bare.

Expedition Kjuge

Vinteren er over os med alt hvad det indebærer af kulde og sne. Og med kulde følge god friktion! Så da vejrudsigten melde skyfrit og -6 på Kjuge i lørdags fik vi fyldt en bil og rykket til skåne. Optimismen blegnede dog lidt da der for det første lå større og større mængder sne efterhånden som vi kom øst på og samtidig med at temperaturen droppede til -15 undervejs og landede et sted omkring -10 da vi ankom. Skoven og stenene tog sig dog eventyrlig flot ud under sin dyne af sne, der knirkede beroligende under støvlerne. Bevæbnet med en kost forsøgte vi at børste sne af vores første mål, Ferdinand /sit, men måtte konstatere at der under sneen lå et tynd islag som ville kræve en stålbørste som vi selvfølgelig ikke havde fået med. Samtidig krøb kulden ind i os i en grad der gjorde svært at overbevise kroppen og at den skulle spænde igennem, og fingrene og tæerne blev iskolde på få sekunder. Det hele endte med at al klatring blev droppet og vi gik en smuk tur i skoven istedet og bryggede kaffe på toppe af udsigtspunktet til udsigten af den nedgående sol. Fortsætte vejret sådan her er Kjugesæsonen for mit vedkommende sat på pause indtil foråret viser sig. Jeg kan normalt godt lide at klatre når det er koldt. Men -10 er simpelthen for meget. God jul og godt nytår Kjuge, vi ses i det nye år!