Ditte og jeg er lige kommet hjem fra en kombi hygge, gåture og klatre weekend i skåne. Vi tog afsted fredag med den nedgående sol i ryggen og satte kursen mod söderåsen for at overnatte i shelter og kunne gå en morgentur i solen før vi ville køre mod Kjuge lørdag. Vejret var helt fantastisk og de nedfaldne blade i skovbunden knaste af frost under vores fødder.
Det tegnede til gode forhold på Kjuge og efter vores stilfærdige slentretur i skoven var vi klar til granit under fingerspidserne. Vi var først fremme ved tre'tiden og før vi fik pad'ne ud af bilen havde vi kun nogle få timer at klatre i. Ikke at det pressede os, for vi vidste at vi ville have hele søndagen til at give den gas i. Det var en dejlig følelse af ikke at skulle præstere. Ditte røg på lidt klassiske slabs og jeg forsøgte mig på Lithium Low. Jeg kunne lave alle flyt undtagen det sidste, der placerer een hvor lithium normalt starter. Det var længere end forventet hvilket var tilfredsstillende, men sidste flyttet var godt nok frustrerende hårdt. Den må ha nogle flere sessions. Det Gåtefulla Folket fik også et par forsøg og var ikke langt fra at lykkes, men den dræner mig simpelthen så hurtigt at det nærmest skal være succes i første go på dagen eller intet.
Søndagen/idag var dagen med det største line up af besøgende danskere i skoven og sends. Vi stod igen op til en frostklar morgen og sol fra en skyfri himmel og var på stenene halv ti. Vi var i selskab med bla Ohrsten og Katja og senere slog flere danskere sig til truppen.
For min egen klatrings vedkommende er jeg lidt i vildrede for tiden, og har egentligt været det et stykke tid. Min træningsmængde er meget svingende og dermed også min følelse af hvordan stærk jeg føler mig. Derfor ved jeg simpelthen ikke hvad jeg kan forvente af mig selv når jeg står foran en sten og gerne vil op. Det er både frustrerende og befriende. Jeg ved jeg har været stærkere end jeg er nu, hvilket er irriterende, men hvor meget kan jeg ikke fornemme, så jeg har ikke det store forventningspres på mig selv, men samtidig går jeg så også forbi mange problemer fordi jeg ikke regner med at kunne klatre dem. Det var derfor lidt med et blankt sind at jeg endnu engang stod og kiggede op på de to gaston's på Sonic der har skubbet mig af de sidste to år. Jeg tog fat i start crimpen satte foden på og løftede mig fra jorden, som så mange gange før, til den første side pull og gaston. Men derfra gik det hele pludselig op i en højere enhed og jeg følte at jeg cruisede til toppen. Dog med hjertet i halsen, ikke af spænding men af glæde. Det er jo så nice en følelse og al ros til den sten for at være så nice (jeg trækker kommentaren fra forrige indlæg tilbage, Sonic du er ikke en lort, jeg har bare været en svækling der har villet det for meget). Resten af dagen gled roligt og solrigt forbi og jeg fik endnu et par sends i posen. Så min dose of the day på kjuge ser sådan her ud:
Repetering af Fina areten (7a) og Fajer's dyno (7a).
Dagsflash af Sonic (7b+) og Frühstück (7a+).
Magarin (7a+) i andet go og til sidst kort proces på Turning Torso (7b) med den rødnende himmel bag mig.
Sådan kan det åbenbart gå når man føler sig slap men holder sindet åbent. Dermed fortsætter jeg også stimen med siden 2008 at have lukket et nyt 7. grads problem haver gang jeg har været på kjuge. Ditte var desuden godt kørende på Fina areten. Hun har kun gået en enkelt 6c tidligere men hun så stabil ud, så mon ikke hun får sit første 7a send med sig inden året er omme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar