onsdag den 31. oktober 2012
søndag den 28. oktober 2012
Evigt solskin i et åbent sind
Ditte og jeg er lige kommet hjem fra en kombi hygge, gåture og klatre weekend i skåne. Vi tog afsted fredag med den nedgående sol i ryggen og satte kursen mod söderåsen for at overnatte i shelter og kunne gå en morgentur i solen før vi ville køre mod Kjuge lørdag. Vejret var helt fantastisk og de nedfaldne blade i skovbunden knaste af frost under vores fødder.
Det tegnede til gode forhold på Kjuge og efter vores stilfærdige slentretur i skoven var vi klar til granit under fingerspidserne. Vi var først fremme ved tre'tiden og før vi fik pad'ne ud af bilen havde vi kun nogle få timer at klatre i. Ikke at det pressede os, for vi vidste at vi ville have hele søndagen til at give den gas i. Det var en dejlig følelse af ikke at skulle præstere. Ditte røg på lidt klassiske slabs og jeg forsøgte mig på Lithium Low. Jeg kunne lave alle flyt undtagen det sidste, der placerer een hvor lithium normalt starter. Det var længere end forventet hvilket var tilfredsstillende, men sidste flyttet var godt nok frustrerende hårdt. Den må ha nogle flere sessions. Det Gåtefulla Folket fik også et par forsøg og var ikke langt fra at lykkes, men den dræner mig simpelthen så hurtigt at det nærmest skal være succes i første go på dagen eller intet.
Søndagen/idag var dagen med det største line up af besøgende danskere i skoven og sends. Vi stod igen op til en frostklar morgen og sol fra en skyfri himmel og var på stenene halv ti. Vi var i selskab med bla Ohrsten og Katja og senere slog flere danskere sig til truppen.
For min egen klatrings vedkommende er jeg lidt i vildrede for tiden, og har egentligt været det et stykke tid. Min træningsmængde er meget svingende og dermed også min følelse af hvordan stærk jeg føler mig. Derfor ved jeg simpelthen ikke hvad jeg kan forvente af mig selv når jeg står foran en sten og gerne vil op. Det er både frustrerende og befriende. Jeg ved jeg har været stærkere end jeg er nu, hvilket er irriterende, men hvor meget kan jeg ikke fornemme, så jeg har ikke det store forventningspres på mig selv, men samtidig går jeg så også forbi mange problemer fordi jeg ikke regner med at kunne klatre dem. Det var derfor lidt med et blankt sind at jeg endnu engang stod og kiggede op på de to gaston's på Sonic der har skubbet mig af de sidste to år. Jeg tog fat i start crimpen satte foden på og løftede mig fra jorden, som så mange gange før, til den første side pull og gaston. Men derfra gik det hele pludselig op i en højere enhed og jeg følte at jeg cruisede til toppen. Dog med hjertet i halsen, ikke af spænding men af glæde. Det er jo så nice en følelse og al ros til den sten for at være så nice (jeg trækker kommentaren fra forrige indlæg tilbage, Sonic du er ikke en lort, jeg har bare været en svækling der har villet det for meget). Resten af dagen gled roligt og solrigt forbi og jeg fik endnu et par sends i posen. Så min dose of the day på kjuge ser sådan her ud:
Repetering af Fina areten (7a) og Fajer's dyno (7a).
Dagsflash af Sonic (7b+) og Frühstück (7a+).
Magarin (7a+) i andet go og til sidst kort proces på Turning Torso (7b) med den rødnende himmel bag mig.
Sådan kan det åbenbart gå når man føler sig slap men holder sindet åbent. Dermed fortsætter jeg også stimen med siden 2008 at have lukket et nyt 7. grads problem haver gang jeg har været på kjuge. Ditte var desuden godt kørende på Fina areten. Hun har kun gået en enkelt 6c tidligere men hun så stabil ud, så mon ikke hun får sit første 7a send med sig inden året er omme.
Det tegnede til gode forhold på Kjuge og efter vores stilfærdige slentretur i skoven var vi klar til granit under fingerspidserne. Vi var først fremme ved tre'tiden og før vi fik pad'ne ud af bilen havde vi kun nogle få timer at klatre i. Ikke at det pressede os, for vi vidste at vi ville have hele søndagen til at give den gas i. Det var en dejlig følelse af ikke at skulle præstere. Ditte røg på lidt klassiske slabs og jeg forsøgte mig på Lithium Low. Jeg kunne lave alle flyt undtagen det sidste, der placerer een hvor lithium normalt starter. Det var længere end forventet hvilket var tilfredsstillende, men sidste flyttet var godt nok frustrerende hårdt. Den må ha nogle flere sessions. Det Gåtefulla Folket fik også et par forsøg og var ikke langt fra at lykkes, men den dræner mig simpelthen så hurtigt at det nærmest skal være succes i første go på dagen eller intet.
Søndagen/idag var dagen med det største line up af besøgende danskere i skoven og sends. Vi stod igen op til en frostklar morgen og sol fra en skyfri himmel og var på stenene halv ti. Vi var i selskab med bla Ohrsten og Katja og senere slog flere danskere sig til truppen.
For min egen klatrings vedkommende er jeg lidt i vildrede for tiden, og har egentligt været det et stykke tid. Min træningsmængde er meget svingende og dermed også min følelse af hvordan stærk jeg føler mig. Derfor ved jeg simpelthen ikke hvad jeg kan forvente af mig selv når jeg står foran en sten og gerne vil op. Det er både frustrerende og befriende. Jeg ved jeg har været stærkere end jeg er nu, hvilket er irriterende, men hvor meget kan jeg ikke fornemme, så jeg har ikke det store forventningspres på mig selv, men samtidig går jeg så også forbi mange problemer fordi jeg ikke regner med at kunne klatre dem. Det var derfor lidt med et blankt sind at jeg endnu engang stod og kiggede op på de to gaston's på Sonic der har skubbet mig af de sidste to år. Jeg tog fat i start crimpen satte foden på og løftede mig fra jorden, som så mange gange før, til den første side pull og gaston. Men derfra gik det hele pludselig op i en højere enhed og jeg følte at jeg cruisede til toppen. Dog med hjertet i halsen, ikke af spænding men af glæde. Det er jo så nice en følelse og al ros til den sten for at være så nice (jeg trækker kommentaren fra forrige indlæg tilbage, Sonic du er ikke en lort, jeg har bare været en svækling der har villet det for meget). Resten af dagen gled roligt og solrigt forbi og jeg fik endnu et par sends i posen. Så min dose of the day på kjuge ser sådan her ud:
Repetering af Fina areten (7a) og Fajer's dyno (7a).
Dagsflash af Sonic (7b+) og Frühstück (7a+).
Magarin (7a+) i andet go og til sidst kort proces på Turning Torso (7b) med den rødnende himmel bag mig.
Sådan kan det åbenbart gå når man føler sig slap men holder sindet åbent. Dermed fortsætter jeg også stimen med siden 2008 at have lukket et nyt 7. grads problem haver gang jeg har været på kjuge. Ditte var desuden godt kørende på Fina areten. Hun har kun gået en enkelt 6c tidligere men hun så stabil ud, så mon ikke hun får sit første 7a send med sig inden året er omme.
torsdag den 25. oktober 2012
Jeg er at finde på Kjuge hele weekenden
Til dem i Århus til DM. Nyd jeres plastik klatring, så passer jeg på stenene i Sverige imens.
Jeg tænker at give Lithium Low nogle skud bare for at få åbnet projektet. Har en følelse af at det kan gå begge veje. Enten får jeg totalt stryg, ellers viser det sig at jeg føler jeg faktisk har en chance. Men hvis ikke så er der stadig en del andre småprojekter der mangler at se min udtopning. Monolith, jeg skal nok få dig ned med nakken en dag!! Arrgh. Og Sonic...du er bare en lort.
onsdag den 17. oktober 2012
NKK 2.0
Uhh. 2 indlæg i træk. nu har jeg aldrig...
nå men jeg måtte bare lige berette, til dem der ikke ser NKK's nyhedsbrev men tilfældigvis kigger forbi her, at byggeriet af de nye vægge i NKK er kommet godt igang. Den første sektion er på plads og vi kan snart begynde at sætte problemer. Jeg var selv inde og se det igår, og det ser nice ud. Glæder mig til at se mere og skal prøve opdatere lidt om det på bloggen. Mig og Mathias Braae er desuden igang med at designe træningsfaciliteter, campusboards osv. så man ud over at klatre også kan blive vild og stærk :-)
nå men jeg måtte bare lige berette, til dem der ikke ser NKK's nyhedsbrev men tilfældigvis kigger forbi her, at byggeriet af de nye vægge i NKK er kommet godt igang. Den første sektion er på plads og vi kan snart begynde at sætte problemer. Jeg var selv inde og se det igår, og det ser nice ud. Glæder mig til at se mere og skal prøve opdatere lidt om det på bloggen. Mig og Mathias Braae er desuden igang med at designe træningsfaciliteter, campusboards osv. så man ud over at klatre også kan blive vild og stærk :-)
tirsdag den 16. oktober 2012
Tilbageblik
Hvad har jeg så gået og lavet på det seneste? Stadig ikke meget klatremæssigt, fuldstændig i tråd med forrige indlæg. Men det lidt der er sket over sommeren synes jeg alligevel det er på tide bliver skrevet ned.
Jeg må starte med at krybe til korset og indrømme at jeg over sommeren har været konvertit. Jeg har været mere i sele og reb end jeg har trukket hårdt på overhængende småsten. Det har givet mig væsentligt mere udholdenhed end jeg troede muligt og jeg har faktisk hygget mig med det. Det er jo efterhånden nogle år siden. Men mit hjerte banker stadig hårdest for stenene i højden 2-5 meter, så ingen grund til bekymring.
Som eneste seneste tur er der min 2,5 uges tur med kæresten i Sverige og Norge i juli. Det var en tur som jeg skrev i forrige indlæg med fokus både på reb og boulder. Første stop var Seglora ved Göteborg lige til at få hilst på venner og få føling med klippe igen, og ikke mindst få sat lidt trad gear efter 3 års fravær på den front.
Derefter gik det mod Norge med første stop hos Louis (en nordmand jeg mødte i Bleau i april) i Fredriksstad syd for Oslo. Han er en del af den gruppe der har udviklet boulderingen (og også betydende sportsklatring) i området omkring Høgskolen i Bø i Telemark. Vi fik lidt tips og triks han tog os ud til de lokale cracks der dog ikke var noget at skrive hjem om.
Derfra kørte vi vest på, og herfra vil jeg fortælle med flere billeder og mindre tekst.
 |
| Ditte sniger sig op ad at slab på en ø udfor Fredrikstad. |
Norges sydkyst er så fuld af sten at det tager pusten væk fra een og udviklingspotientialet er enormt. Jeg har ikke billedder af alt det jeg gerne ville vise jer så i må tage mig på ordet. Der findes en guidebog over klatring i Vestfold som indeholder de bedste linier.
 |
| Ula. |
Ved campingpladsen ved den lille havneflække Ula blev der flekset på både overhæng og slopers. Et virkelig idyllisk sted. I den del af Norge findes der meget mere at udforske og kan anbefales til en sommertur.
 |
| Det lokale testpiece "Eggløsning" der sender tankerne mod Bleau med sine skønselsløse slopere. Ikke godt på en varm sommerdag. |
Nogle dage senere så udsigten sådan her ud fra toppen af en af norges sydlige "bigwall's" Hägarfjell i Nissedal. Og nej det er ikke et hula-skørt jeg er ved at tage på.
 |
| Mod slutningen af ruten Via Lara. 7 pitch slab på eget gear |
Sidste stop var i Bø som jeg havde set meget frem til. Vi fik lov at låne et hus med udsigt over hele den lille by og trods svingende vejrforhold fik vi nogle få dage på stenene ved Erikstein. Klippen er af kvalitet som i Magic Wood. Virkelig lækker kompakt granit. Og de problemer der er blevet sat op er af høj kvalitet. Området i sig selv er ikke vildt stort men der nok til en uge eller to's projektering, men udviklingen af området er stadig igang.Så hvis man føler for at prøve noget nyt kan jeg klart anbefale en tur der til. Fører kan findes her, og her er lidt video fra drengene der har udviklet.
Abonner på:
Opslag (Atom)