Jeg vil lige starte med en stor tak til forbundet for et veludført arrangement denne weekend ved NM, og et stort tillykke til de danske medaljetagere. Desuden et stort skulderklap til alle danske deltagere for deres indsats. Godt kæmpet! 2 ungdoms guldmedaljer, 1 ungdoms sølv og en senior bronce blev det til og en brag kamp fra Robin Vickery's side mod de tunge svenskere og finnere i herrenes finale. Herrenes problemer var godt skruet og ramte niveauet godt. Til gengæld kan siges flere negative ord om senior-damernes problemer generelt. De var alt for hårdt skruet og vi så for få toppe. Det kan ikke have været sjovt som deltager og underholdningsværdien som tilskuer var også begrænset.
For mit eget vedkommende er det længe siden der har været noget at berette om, og hvis man ikke har noget fornuftigt at fortælle så er lettere at lade være. Så bloggen har stået lidt stille og det er jo dybt beklageligt. Ikke mindst fordi det betyder at jeg ikke har været på klippe siden i sommer i Syd Afrika. Der har været en del andre ting at se til og motivationen har været lav, til at få gang i struktureret træning igen. For det er ikke helt så sjovt, når man kan mærke at der er lang vej op til den form man var i tidligere, og man bare føler sig slap. Jeg ved at hvis jeg skal op på det niveau jeg var på i sommer så kræver det hårdt arbejde og en struktureret plan for hvad der skal ske. Og ikke mindst en 2-3 måneders indsats.
Mine medbloggere har også haft andre jern i ilden og haft fokus andre steder end klatring.
Men nu er tingene vendt. Jeg har fået noget at se frem til!! Jeg er så priviligeret at jeg har fri hele april og har penge på kontoen. Så jeg har fået arrangeret 3 uger i Bleau over påsken og frem. Og det har fået mig op på dupperne. Jeg kan mærke at jeg er ved at være motiveret for at præstere noget hårdt igen. Ikke mindst fordi jeg lige har brugt hele weekenden på at se NM og blive super psyked over hård klatring. Men jeg må konstatere at plastic ikke siger mig så meget mere. Det er i hvertfald ikke udsigten til mere plastic der får mig til at træne hårdere. Det er udsigten til klippe!! Så for snart en måned siden hev jeg mit gamle præ-Rocklands træningsprogram frem igen, i håb om at det er det der skal til for at få banket formen tilbage. Så hvis der er nogen der finder det interesant at høre hvordan jeg strukturere min træning, så ser en uge for mit vedkommende nogenlunde ud som følger:
- Mandag: Maxstyrke boulderproblemer, 2 timer
- Tirsdag: Coretræning, ryg og mave, ½-1 time
- Onsdag: Campus, hangboard, dvs. fokus på fingerstyrke, 2 timer
- Torsdag: Pumptræning, feks. cirkler, 2 timer
- Fredag: Coretræning, ryg og mave, ½-1 time
- Lørdag: Maxstyrke boulderproblemer, 2 timer
- Søndag: Coretræning, ryg og mave, ½-1 time
Osv......
dvs. at jeg variere mellem 3 typer af træningspas i hallen, og på dagene imellem fokuserer jeg på core og rygstyrke, så fingrene kan restituere. Tanken bag er ikke at have samme træningsfokus inden for 48 timer så jeg feks. ikke skal holde maxpower greb to dage i træk, og derved kan restituere én muskelgruppe mens jeg træner en anden. Jeg har nu kørt på i 3 uger og har 3 uger tilbage før afgang, og jeg kan allerede mærke fremgang. Nogle hviledage bliver det dog også til indimellem, men så prøver jeg så vidt muligt at sørge for at det er en "core"-dag der springes over.
Men trods indsatsen føler jeg stadig at der er et stykke vej op til sidste års form. Men planen er at den skal tilbage til sommmer. Så efter Bleau kører jeg på igen!
Jeg kan se du har fokus på core træning. Har du nogle gode øvelser du vil dele?
SvarSlet/DennisO.
Jeg har lagt core-træning ind en del dage ja. Men de dage jeg har sat det på, er i princippet mine klatrepausedage. Så hvis jeg mærker jeg har brug for en pause dag i stedet, prioriteres det. Så det bliver til core-træning 1-2 gange ugentligt.
SvarSletJeg har et sæt MobileFit (http://mobilefit.dk/core) som jeg bruger hjemme, hvilket giver godt. Øvelserne kan også laves uden redskaber, men ribberne gør det en tak hårdere. Men den coreøvelse jeg synes giver mest i forhold til indsats, er front-levers. Så hvis man ikke gider bruge så meget tid på det, så kan det også mærkes bare at lave 3 sæt af dem om dagen. Og hvis man ikke kan lave en med begge ben strakte, så bøj det ene op til maven. Er det svar nok??